Amalie’s Ironman

I april 2014 satte jeg for første gang ind fødder i Crossfit Hobro. Efter 6 år med crossfit ville jeg prøve noget nyt, og i 2020 kastede jeg mig ud i triatlon - svømning, cykling og løb.

I løbet af det de først to år, havde jeg lavet to 1/4 ironman. Jeg besluttede mig for, at udfordre mig selv, og i september 2022 gennemførte jeg min første 1/2 ironman. Det var SÅ fedt, at løbe over målstregen - så fedt, at jeg tænkte, at jeg skulle prøve den ultimative udfordring.. nemlig at lave en hel ironman! Jeg ville se, hvor meget jeg kunne presse min krop og mit hoved. Med lidt under et år til Ironman Copenhagen 2023, tilmeldte jeg mig, og jeg havde blikket stift rettet mod målet.

Daniel har hele vejen igennem været ham, der har stået for planlægningen af min træning, og sørget for, at jeg ikke gik i stykker. Uden ham, ville jeg ikke ane, hvad, hvornår, hvor meget jeg skulle lave. Træningen frem mod en Ironman er noget af en mundfuld. Selv hvis man, ligesom jeg, er helt pjattet med at træne meget, så kan det godt blive for meget. Det kræver mange (virkelig mange) timer i både svømmehal, åbent vand, på cyklen og i løbeskoene. Det kræver mange timer med sig selv og sine tanker. Det kræver blod, sved og tårer, helt bogstavelig talt. Og så kræver det en ordentlig portion disciplin og viljestyrke. 

Gennem efteråret og vinteren, har meget af min træning været flyttet indendøres. Jeg har brugt massevis af timer på både BikeErg og Airrunner. Jeg har brugt både Brun og Crossfit Long som en lille gulerod i træningen, fordi meget af min træning ellers foregik alene.

Efterhånden som vinter blev til forår, rykkede jeg udenfor, og træningerne blev gradvist længere og længere. Det var i sig selv fedt, at komme ud i den danske natur, men dansk forår og sommer kan virkelig være noget møg. At cykle og løbe i regn og blæst er bare ikke sjovt, men det var ikke til diskussion (i hvert flad ikke ret tit) - jeg skulle afsted uanset vind og vejr. 

8 dage før startskuddet lyder, sker det, der bare ikke måtte ske.. jeg styrter på cykel. Lige i øjeblikket når jeg at tænke “det var det.. to års træning er ødelagt på et split sekund..”. Men heldigvis går det ikke værre, end at jeg kun pådrager mig nogle sår på hånden, hoften og underben, en øm nakke og lidt udstyr der skal udskiftes. Så den sidste uges træning blev lidt anderledes end jeg nok lige havde forestillet mig. Kun et par korte løbeture, lidt tid på en BikeErg og ellers bare sørge for at hele. Der går heldigvis godt, og såret på hånden når næsten at lukke helt.

Lørdag morgen går turen mod København, hvor jeg skal over til check-in med alt mit grej. Jeg er spændt og jeg glæder mig bare til at komme afsted og komme derover og se hele det store set-up. Daniel og jeg kommer frem, og det lever helt op til forventningerne. Der er mennesker overalt og stemningen er helt speciel. Man kan bare mærke, at alle er spændte på det der skal ske søndag.

Da alt er afleveret, skal vi bare have resten af dagen til at gå. Vi får fundet det hotel vi skal bo på, finder noget aftensmad og så skal der bare slappes af indtil søndag morgen.

Søndag kl. 05.00 ringer vækkeuret - der er to timer til start. Jeg er allerede lysvågen og springer ud af sengen for at lave morgenmad. Jeg får spist, hopper i tridragten og får lavet de sidste forberedelser, og så går turen ellers mod Amager Strandpark. Der er lidt overskyet og der hænger lidt regn i luften, men det skulle blive meget bedre i løbet af dagen. Der er helt vindstille og vandet er blikstille. Temperaturen siger 18 grader. Alt er perfekt.

Jeg får sat mine drikkedunke på cyklen og smidt de sidste ting i min pose med ting til cykelturen. Våddragten kommer på, og så er der ikke længe til, at jeg skal afsted på mit livs længste træningstur. 

Det vrimler med folk. Ikke kun med atleter i våddragter og badehætter, men også tilskuere. Det er helt vildt så mange der er, men det er fedt! Det giver den helt rigtige stemning.

Kl 07.27 bliver jeg sendt afsted. Første udfordring er 3,8 km svømning i åbent vand. Det går godt, lige indtil jeg banker min fod ned i et anker til en  af de bøjer vi skal svømme rundt om. Jeg får kigget til foden, vrikket med tæerne, og konstaterer, at den ikke er brækket, og svømme videre. Jeg kommer i land efter 1 time og 10 minutter. 

Så er det bare op og af med våddragten, på med cykelsko og hjelm, finde min cykel og så afsted på de 180 km.

Cyklen er klart mit svageste punkt og det jeg har været mest nervøs for. Jeg skal sidde på den cykel i 6-7 timer. Uden musik eller lydbog, som jeg er vant til - bare mig selv og mine tanker. Men cykelturen går rigtig godt. Tiden flyver afsted og jeg har ikke rigtigt nogen kriser undervejs, og jeg får spist og drukket det jeg skal. Bevares, de sidste 50 km gjorde lidt ondt i benen, men herre gud - der var kun 50 km tilbage.

Jeg kommer ind til 2. skiftezone, afleverer min cykel, finder min pose med løbesko, nye solbriller og mere mad. Her er det ca. 8 timer siden starten gik og nu kommer den sidste udfordring. 42,4 km løb.. nok det mest uoverskuelige jeg nogensinde har stået overfor.. Benene er trætte og tunge efter lang tid på cyklen, og nu skal de så løbe i noget der minder om 4 timer.. shit! Men jeg møder Daniel da jeg løber ud af skiftezonen og han sender mig afsted med et “det ser godt ud” og så er der lige lidt fornyet energi. Vi skal løbe inde midt i København. En rute på 10,5 km, som vi skal igennem 4 gange.

Efter en cykeltur er man lidt fartblind, og selvom man føler, at man løber langsom, så går det ofte alt for hurtigt, og jeg skulle derfor være opmærksom på, at holde farten nede. Det går fint med at løbe det første stykke tid, men så kommer der sidestik. Og det vil bare ikke slippe! Jeg prøver med TUC-kiks, banan, appelsin, cola, vand, men intet virker, og jeg må bare acceptere det. Allerede tidligt på løbeturen strejfer tanken om at stoppe, for det gør SÅ ondt. Ikke kun mit sidestik, men også ben, nakke, arme.. ja, alt gør ondt. Tilfældigvis (og heldigvis) kommer jeg forbi en tilskuer, som står med et skilt, hvorpå der står “It hurts more to quit, than to continue - keep running”, og der tænker jeg, at det er så rigtigt! Jeg har ikke trænet så meget, hårdt og længe, for at give op. Det ville hjemsøge mig resten af mit liv. Så derfra var det bare den ene fod foran den anden, og på med JA-hatten. 

Der var overvældene at løbe i Københavns gader. Der var fyldt til randen med vilde tilskuere, der hepper på alle der kommer forbi. Jeg var flere gange undervejs lige ved at græde, af ren overvældelse over det jeg var i gang med at gøre. Men jeg besluttede mig for, at det måtte jeg simpelthen gemme til målstregen. 

Den sidste rundt løb var på ren og skær vilje. Jeg ville ikke give op, jeg ville over den målstreg! Og det kom jeg.

12 timer og 17 minutter efter jeg blev sendt afsted, løb jeg over målstregen til ordene “ YOU ARE AN IRONMAN!”. Det er den vildeste følelse nogensinde. En følelse af sejr, lykke, stolthed, forløsning, udmattelse.. ja, rigtig mange følelser på samme tid. Det var overvældende. Men kunne jeg græde..? Nej, det kunne jeg selvfølgelig ikke. Til gengæld kunne jeg ikke stoppe med at smile, for jeg havde nået mit mål.