– Jeg er i den bedste form, jeg nogensinde har været i

Siden Marlene Pihl startede til CrossFit i september, har hun forbedret sin løbetid med syv minutter på en 10 kilometers rute. For hende er den sociale gevinst ved CrossFit dog langt mere vigtig end målbare resultater

{1D7A5D05-02EA-4243-8774-868AEEAC5392}-4243Af Trine Dam

– Konklusionen må være, at ja – træningen virker. Jeg har meget større glæde i mit løb, og jeg føler mig meget mere afslappet, når jeg løber. I går løb jeg næsten 10 kilometer på 55 minutter. Jeg har aldrig løbet den distance på under en time før!

Konklusionen kommer fra Marlene Pihl, der har dyrket CrossFit hos CrossFit Hobro siden september sidste år.

Siden da har hun mærket store forbedringer på sin form og styrke. Og det selvom Marlene selv syntes, hun var i en god grundform til at begynde med.

– Der er rigtig mange, der har sagt til mig, at det vil gøre mig godt at blive stærkere, men jeg har altid tænkt: “Ja ja, det bliver jeg jo ved at løbe”. Men jeg kan godt mærke, det er noget helt andet nu – der himmelvid til forskel, lyder det fra Marlene.

Da hun startede, var det med et begrænset kendskab til sporten. Hun var faldet over CrossFit Hobro på Facebook, da en kollega likede siden, og besluttede sig derefter for, at hun ville give det et forsøg.

– Jeg havde tabt mig en del, inden jeg startede, men kunne godt mærke, at jeg trængte til at opbygge noget styrke. Jeg gider bare ikke stå i et center alene og hive i nogle vægte, så det tiltalte mig meget, at jeg kunne styrke min krop og stadig være på et hold, fortæller Marlene, der dog ikke var helt overbevist om, at CrossFit var for hende, da hun mødte op i boxen første gang.

– Jeg havde kun hørt, at det var noget med at vende traktordæk og noget for store, stærke mænd. Så jeg havde et skævt billede af det og troede slet ikke, det var noget for mig. Det blev dog vendt ret hurtigt, og så har jeg været her lige siden, siger hun med et smil.

Ikke så mange kilometer i benene, men bedre form

I starten var det især cirkeltræningsholdet Fight Gone Bad, Marlene eksperimenterede med, men efter et stykke tid kastede hun sig over holdet Rowing WOD, som siden er blevet til Outdoor Endurance.

Her har Marlene fundet et hold, som i høj grad understøtter en af hendes helt store interesser: Trailløb.

– Jeg kan mærke en kæmpe forskel på mit løb og kan bruge træningen rigtig meget til at forbedre mig – eksempelvis når vi har bakketræning, hvilket er mega god træning for mig. Jeg er i den bedste form, jeg nogensinde har været i, uden at have nær så mange kilometer i benene som tidligere, fortæller Marlene, der begyndte at løbe tilbage i 2013.

Dengang var det primært løb på asfalt, men da nogle bekendte lokkede hende med på en løbetur i skoven, var hun solgt.

– Trailløb er fedt, fordi jeg aldrig løber den samme rute. Jeg løber tit forkert, fordi jeg ikke kan finde rundt, og jeg ved aldrig, hvor mange kilometer jeg ender med at løbe, hvor næste bakke er, eller hvordan den bakke, jeg møder, skal løbes. Der er hele tiden udfordringer, variationer og anderledes spor – og så er lidt mudder også godt, forklarer Marlene.

Løbsresultater viser store forbederinger

I dag deltager hun derfor gerne i et trailløb om måneden og har blandt andet løbet Nordisk Extrem Maraton – et 42 kilometer langt trailløb, som foregår over to dage gennem dale og bakker i Danmarks største skovkompleks ved Silkeborg.

Når hun stiller op til samme løb i år, bliver det dog med nye forventninger i forhold til løbsresultatet.

Siden hun startede til CrossFit i september, har hun således forbedret sine løbetider ved tre forskellige løb med op til syv minutter i forhold til sidste år. Derfor er Marlene ekstra spændt på, om hun også kan mærke forbedringer til Nordisk Extrem Maraton.

– Jeg var fuldstændig høj, da jeg kom hjem fra de andre løb, og det, tror jeg, jeg kan takke den her træning for. Jeg har fået meget mere styrke at gøre med og kan også mærke, jeg løber mere oprejst, fordi jeg har fået trænet min core, forklarer Marlene.

Alle er glade, og de vil det

Som en sidegevinst har hun desuden smidt 17 centimeter rundt omkring på kroppen, siden hun startede i september. For hende er det dog hverken de forbedrede løbetider eller fysiske resultater, der gør, at hun fortsat kommer i boxen.

For Marlene er det sociale aspekt ved CrossFit nemlig mindst lige så vigtigt som de målbare resultater.

– Her er alle aldersgrupper, og man snakker sammen på kryds og tværs. Og selvom der står nogle ved siden af, som løfter meget mere eller er meget hurtigere end én selv, så er man stadig en del af flokken. Det beviser, at her ér plads til alle, siger Marlene og uddyber:

– Det krævede ikke mere end en prøvetime, før jeg fandt ud af, at det med, at folk kalder det verdens bedste box  – det holder bare. Energien er så god, og selvom vi er på Outdoor Endurance, og det pisser ned, så er alle stadig glade, og de vil det. Der er jo en årsag til, at jeg prøver at komme hernede tre, fire gange om ugen.

Af samme grund ærgrer Marlene sig over de fordomme, folk måtte have om CrossFit. Især hvis folk tror, sporten kun er for de unge eller for store, stærke mænd.

– Jeg har slidgigt i halvdelen af ryggen, jeg er oppe i årene og er bestemt ingen nipsting, men jeg kan sagtens være med. Hvis nu folk bevæger sig herned, vil de se, det ér for alle, og du kan få glæde af træningen uanset din alder og dit niveau. Det ved folk bare ikke, når vi kommer løbende forbi med sandsække, og jeg ved ikke hvad – de skal prøve det, fastslår Marlene.

#kystskoven #trailløb #8km #solenskinner

Et billede slået op af Marlene Pihl Nielsen (@pihldk) den